43 lines
4.4 KiB
Markdown
43 lines
4.4 KiB
Markdown
|
# Splatbossen
|
||
|
|
|
||
|
|
*Oprindelig dato: 2013*
|
||
|
|
|
||
|
|
## Ingredienser
|
||
|
|
- Essens af køkkenskabe
|
||
|
|
|
||
|
|
## Inspirationer
|
||
|
|
- Ondsindet hummus
|
||
|
|
- Ondsindet havregrød med rosiner
|
||
|
|
- Meget ondsindet fondue
|
||
|
|
|
||
|
|
## Opskrift
|
||
|
|
1. Bland sammen.
|
||
|
|
|
||
|
|
## Baggrund
|
||
|
|
"Det er bare fordi jeg ikke ved om der er nok splat til dem alle!" nærmest råbte Penelope fra designersofaen.
|
||
|
|
|
||
|
|
Billy kiggede upåvirket ud ad penthouse-vinduet og ned på den aftenoplyste strand. Det var måske lidt en cliché at drive sit illegale splatimperium fra den dyre del af Miami i USA, men nogle gange skal man bare følge i det mønster som man er blevet placeret i.
|
||
|
|
|
||
|
|
En sirene lød nede fra strandpromenaden. Billys upåvirkethed forblev uændret idet han sanseløst konstaterede til sig selv at de havde mistet endnu en kunde til konkurrentens dårligere produkt.
|
||
|
|
Som ambulancen kørte væk, fortsatte Penelope beslutsomt til Billy: "Vi er altså nødt til at komme ud på gaden med vores produkt, koste hvad det koste vil. Hospitalsvæsenet kan næsten ikke håndtere mere dårlig mave."
|
||
|
|
|
||
|
|
Billy vendte sig om og gik hen og satte sig i designersofaen. "Jeg kan ikke mere," råbte han afmålt, "konkurrencen er blevet for hård, og folk sætter ikke længere pris på godt splat." Hans hoved sænkede sig i en sørgende position, men der kom ingen tårer ud af hans fastfrosne ansigt.
|
||
|
|
|
||
|
|
En omvendt pruttelyd lød drastisk som Penelope hastigt rejste sig fra lædersofaen. Billy nåede knapt at ænse hendes bevægelse før hun havde løftet røret til værelsets telefon.
|
||
|
|
|
||
|
|
"Hvad har du gang i?" nåede Billy at tænke at han ville spørge, men nåede ikke at spørge, så metodisk var han i sin grundige overvejning af sine ytringer. Han havde også engang glemt at sige ja tak til et stykke premium splat kun fordi han var overvældet af hvilket slags "ja" han skulle sige.
|
||
|
|
|
||
|
|
Ligesom Billys langsomme ænselse, var Penelope også sen til at opdage Billys forsøg på at stille et spørgsmål. Hun var allerede i gang med at ringe til room service.
|
||
|
|
|
||
|
|
"To ultra-premium splat til penthouse-værelset, tak," sagde hun med sin professionelle splatsælgerstemme, "og ikke noget af det dårlige stads, jeg har forbindelser højt oppe i splatsenatet." En rum tid gik i den anden ende af røret mens Penelope stirrede rundt i penthousens rum, som nærmere føltes tidsløs. De havde rigtignok en god udsigt ud af rummet, men hvis man vendte øjnene rundt og kiggede indad, ville man få en god indsigt i art deco-stilens tour de force. Tænk engang.
|
||
|
|
|
||
|
|
Endelig svarede room service. Penelope svarede igen. Hun satte sig ned, og sammen ventede hende og Billy stille i kun tyve minutter før en blød ringen-på sænkede sig i det renoverede højttalersystem i værelset.
|
||
|
|
|
||
|
|
"Jeg tager den," sagde Billy med fornyet energi. Han rejste sig med ryggen først og kiggede længselsfuldt på Penelope. Selv når hun var lige ved siden af ham, virkede hun ofte sært fraværende, som havde hun en hemmelighed hun ikke turde dele med ham. Billy betryggede sig med at det nok kun var et spørgsmål om tid. Han var splatboss i Miami, og enhver løjtnant i splatimperiet stolede før eller siden på ham, hvis ikke af eget ønske så af hans ønske. Penelope var kommet ind i organisationen fra en stilling i Big Splat som hun var nødt til at forsvinde fra efter pressen havde fået nys om deres afhængighedsskabende tilsætningsstoffer. Ironien er, tænkte Billy, at man slet ikke behøver tilsætningsstoffer når bare splatten er god nok i sig selv; en god gang splat kalder altid på endnu en gang splat, en helt naturlig reaktion. Penelope havde indrømmet sin fejl og medbragte en masse forbindelser til den politiske verden, så Billy accepterede hendes indtrædelse. Det havde været et godt valg, ligesom de fleste af hans andre valg, for i de sidste tyve år havde deres partnerskab givet pote, og deres rene produkt var mere populært end nogensinde. Alle disse tanker strøg igennem Billys splatbefængte hjerne da døren åbnede foran ham.
|
||
|
|
|
||
|
|
Ind kom en person iklædt den traditionelle hvide kokkedragt med påtegnet splat på. Et tegn på kvalitet. Personens arm bevægede sig stilfuldt frem til en stor sølvfarvet klokke der dækkede over noget. Billy kunne næsten smage splatten nu. Klokken blev løftet, og ud kom en seksløbet pistol, som den falske kok tog fat i med sin anden hånd og skød Billy med seks gange.
|
||
|
|
|
||
|
|
"Kokken" kiggede hen på en let smilende Penelope og konstaterede endegyldigt: "Splatdød."
|
||
|
|
|
||
|
|
*Fortsættes...*
|